Yak-52 var en sovjet, og er i øjeblikket et russisk lavvinget træningsfly fra efterkrigstiden. Prototypeflyvningen fandt sted i 1976. Serieproduktion blev udført i årene 1978-1998, og licensproduktion i Rumænien - er stadig i gang. Drevet leveres af en enkelt motor Vienna M-14P med 360 HK. Maskinens længde er 7,75 meter med et vingefang på 9,3 meter.
Yak-52-flyet blev udviklet på Yakovlev-designkontoret som en efterfølger til den meget succesrige Yak-50 aerobatikmaskine. I forhold til forgængeren har maskinen samme motor, men lidt ændrede aerodynamiske egenskaber. Den er også klart tungere og har forskellige størrelser. Yak-52 har også en fuld metalkonstruktion. Det er værd at tilføje, at på trods af ændringerne blev og bliver Yak-52 stadig brugt med succes som en aerobatikmaskine! Flyet viste sig at være et særdeles vellykket design, og i 1970'erne og 1980'erne var det den sovjetiske luftfarts grundlæggende trænings- og træningsfly. Det blev brugt i stor skala i DOSAAF-organisationen.
Yakovlev Yak-50 (1949) var en sovjetisk midtfløjsprototype jagerfly fra efterkrigstiden. Prototypens flyvning fandt sted i 1949, men maskinen kom aldrig i masseproduktion. Drevet blev leveret af en enkelt turbojetmotor med en WK-1 centrifugalkompressor. Dæksbevæbningen skulle bestå af to 23 mm NR-23 kanoner.
Yakovlev Yak-50 blev designet som en ny interceptor med en Korshun-radarstation og den højest mulige tophastighed på 1100 km/t. For at nå disse ambitiøse mål stræbte Yakovlev-designkontoret efter at reducere flyets vægt så meget som muligt og forfine dets aerodynamik så meget som muligt. Endelig blev der skabt en maskine med en høj maksimal hastighed - der oversteg lydens hastighed i en dykkerflyvning. Samtidig var maskinen dog kendetegnet ved dårlig længdestabilitet ved en hastighed på omkring 1000 km/t, tydeligt svær at affyre præcist og modtagelighed for sidevind ved landing. Endelig, i 1951, blev udviklingen af designet opgivet til fordel for det meget mere succesrige MiG-17-fly.