AD.1 Navyplane er en britisk prototype vandflyver fra 1. Verdenskrig i et biplan system. En prototypeflyvning fandt sted i 1916, men maskinen kom aldrig i masseproduktion. Drivningen blev leveret af en enkelt motor - oprindeligt Smith Static, og senere Bentley BR.1 med 150 HK. Flyets længde var 8,46 meter med et vingefang på 10,97 meter. Den maksimale hastighed var op til 104 km/t. Dæksbevæbningen bestod af et enkelt 7,7 mm Lewis maskingevær. AD.1 Navyplane blev bestilt af Royal Navy, som i begyndelsen af 1916 søgte at anskaffe sig et nyt rekognosceringsvandfly. Maskinen er udviklet af det britiske admiralitet i samarbejde med flyselskabet Supermarine. Flyet besluttede at bruge en skubbepropel i stedet for en trækkende, samt en forholdsvis let struktur af den bagerste del af skroget. Maskinen viste sig dog at være yderst mislykket. Dens ydeevne var meget dårlig, hvilket primært skyldtes, at motoren var for svag. Projektet blev endeligt aflyst i 1917. Kun én AD.1 Navyplane prototype blev bygget.
AD.1 Navyplane er en britisk prototype vandflyver fra Første Verdenskrig i et biplan system. En prototypeflyvning fandt sted i 1916, men maskinen kom aldrig i masseproduktion. Drivningen blev leveret af en enkelt motor - oprindeligt Smith Static, og senere Bentley BR.1 med 150 HK. Flyets længde var 8,46 meter med et vingefang på 10,97 meter. Den maksimale hastighed var op til 104 km/t. Dæksbevæbningen bestod af et enkelt 7,7 mm Lewis maskingevær.
AD.1 Navyplane blev bestilt af Royal Navy, som i begyndelsen af 1916 søgte at anskaffe sig et nyt rekognosceringsvandfly. Maskinen er udviklet af det britiske admiralitet i samarbejde med flyselskabet Supermarine. Flyet besluttede at bruge en skubbepropel i stedet for en trækkende, samt en forholdsvis let struktur af den bagerste del af skroget. Maskinen viste sig dog at være yderst mislykket. Dens ydeevne var meget dårlig, hvilket primært skyldtes, at motoren var for svag. Projektet blev endeligt aflyst i 1917. Kun én AD.1 Navyplane prototype blev bygget.
AD.1 Navyplane er en britisk prototype vandflyver fra Første Verdenskrig i et biplan system. En prototypeflyvning fandt sted i 1916, men maskinen kom aldrig i masseproduktion. Drivningen blev leveret af en enkelt motor - oprindeligt Smith Static, og senere Bentley BR.1 med 150 HK. Flyets længde var 8,46 meter med et vingefang på 10,97 meter. Den maksimale hastighed var op til 104 km/t. Dæksbevæbningen bestod af et enkelt 7,7 mm Lewis maskingevær.
AD.1 Navyplane blev bestilt af Royal Navy, som i begyndelsen af 1916 søgte at anskaffe sig et nyt rekognosceringsvandfly. Maskinen er udviklet af det britiske admiralitet i samarbejde med flyselskabet Supermarine. Flyet besluttede at bruge en skubbepropel i stedet for en trækkende, samt en forholdsvis let struktur af den bagerste del af skroget. Maskinen viste sig dog at være yderst mislykket. Dens ydeevne var meget dårlig, hvilket primært skyldtes, at motoren var for svag. Projektet blev endeligt aflyst i 1917. Kun én AD.1 Navyplane prototype blev bygget.
AD.1 Navyplane er en britisk prototype vandflyver fra Første Verdenskrig i et biplan system. En prototypeflyvning fandt sted i 1916, men maskinen kom aldrig i masseproduktion. Drivningen blev leveret af en enkelt motor - oprindeligt Smith Static, og senere Bentley BR.1 med 150 HK. Flyets længde var 8,46 meter med et vingefang på 10,97 meter. Den maksimale hastighed var op til 104 km/t. Dæksbevæbningen bestod af et enkelt 7,7 mm Lewis maskingevær.
AD.1 Navyplane blev bestilt af Royal Navy, som i begyndelsen af 1916 søgte at anskaffe sig et nyt rekognosceringsvandfly. Maskinen er udviklet af det britiske admiralitet i samarbejde med flyselskabet Supermarine. Flyet besluttede at bruge en skubbepropel i stedet for en trækkende, samt en forholdsvis let struktur af den bagerste del af skroget. Maskinen viste sig dog at være yderst mislykket. Dens ydeevne var meget dårlig, hvilket primært skyldtes, at motoren var for svag. Projektet blev endeligt aflyst i 1917. Kun én AD.1 Navyplane prototype blev bygget.