Under Anden Verdenskrig (1939-1945) forsøgte den tyske hær at tillægge den størst mulige rolle at yde lægehjælp til sine sårede soldater og på en eller anden måde videreføre traditionerne fra Den Store Krig. For eksempel var der i en tysk infanteridivision to medicinske kompagnier (nogle gange motoriserede), to ambulancedelinger (motoriserede) og et felthospital. Den motoriserede infanteridivision havde samme lægeydelser som infanteridivisionens, men antallet af ambulancedelinger blev øget til tre. Interessant nok havde panserdivisionen 2 medicinske virksomheder og 3 ambulancedelinger - de var fuldt motoriserede og brugte oftest pansrede køretøjer. I tilfælde af et mere alvorligt sår blev en tysk soldat evakueret til eksempelvis en bataljonslægepost (tysk: Verwundetennetz), den såkaldte ambulancestation (tysk Wagenhatleplatz), feltlægepunkt (tysk Hauptverbandplatz) eller afdelingsfelthospital (tyske Feldlazaret). Det er værd at tilføje, at mens der i Verwundetennetz først og fremmest blev udført mere avanceret førstehjælp, var det i Hauptverbandplatz muligt at udføre mere avancerede operationer eller blodtransfusioner. I tilfælde af alvorligt sårede blev der gjort en indsats for at stabilisere dem, før de blev ført til Feldlazaret. Det er også værd at tilføje, at hver soldat fra de tyske væbnede styrker havde en personlig påklædning.
Panzergrenadier er en tysk betegnelse for en formation af panzergrenadier, altså infanterienheder trænet til at kæmpe i tæt samarbejde med deres egne kampvogne. Dette udtryk blev officielt brugt i 1942, da infanteridivisioner blev omdøbt til grenaderdivisioner og motoriserede infanteridivisioner til pansergrenaderdivisioner. Det er værd at tilføje, at Schützen-regimentet i årene 1937-1942 blev brugt til at beskrive de infanteriregimenter, der tjente i pansrede enheder. Teoretisk set skulle pansrede grenaderdivisioners basisudstyr være pansrede halvbælte transportere, især Sd.Kfz.251, men på grund af utilstrækkelig produktion blev disse infanterister ofte transporteret med lastbiler. Som standard bestod en pansergrenaderdivision af tre infanteriregimenter, to bataljoner i hvert regiment og adskillige støtteenheder, herunder panserværns-, antiluft-, sapper- og kommunikationsenheder. Selvkørende kanoner, såsom StuG III, blev ofte brugt i disse formationer. Det er værd at tilføje, at de pansrede grenaderdivisioner blev dannet ikke kun i Wehrmacht, men også i Waffen SS - for eksempel Totenkopf-divisionen eller Hohenstaufen-divisionen.