Heller 80349 E-2C Hawkeye

Grumman E-2 Hawkeye er efterfølgeren til E-1B (WWII modificeret TBF-3 Avanger) bygget af Grumman i midten af 1950'erne. I 1964 leverede den amerikanske flåde det første fly specielt bygget til AEW-opgaver. Det var E-2A. I år 67 var der bygget 59 fly af denne type. De blev flittigt brugt under den vietnamesiske konflikt. Efter dens færdiggørelse blev der foretaget ændringer, og den nye betegnelse E-2B blev givet. Den vigtigste af disse var at udstyre den med en ny højhastigheds programmerbar digital computer. E-2C-programmet begyndte i 1968. Det er tredje generation af Hawkeye-fly. E-2C-prototypen lavede sin første flyvning i 1971, og det første fly blev leveret til den amerikanske flåde i 1973. I marts 1994 var 139 fly blevet fremstillet eller konverteret fra tidligere versioner. E-2C Hawkeye forhindrede ikke kun overraskelsesangreb fra fjendens jagerfly og bombefly, men også lavtflyvende fly, missiler og krigsskibe. E-2 tilhører kategorien AEWC & C, som kan oversættes til Air Early Warning, Command and Control System. Flyet gik i tjeneste med den amerikanske flåde i 1973. Andre brugere af denne radarplatform omfatter Egypten, Japan, Singapore og Taiwan. Hawkeye kan med sin majestætiske roterende antenne på sin højderyg og hundredvis af kilogram elektronisk udstyr overvåge 35 millioner kubikkilometer luftrum og over 480.000 kvadratkilometer af havoverfladen og effektivt opdage en trussel mod flådeholdet (fly, raketter, skibe). Nogle gange bliver hans evner også brugt af civile organisationer (flyvekontrol). Hawkeye er en defensiv platform, og takket være, at den opererer i flere kilometers højde, er dens radarhorisont tydeligt forstørret, og den kan "se" længere end en jordbaseret radar. AN/APS-145 radarsystemet, som E-2 er udstyret med, detekterer, identificerer og sporer automatisk mål fra mere end 500 kilometer væk, og dets passive detektionssystemer registrerer og klassificerer mål uden for radarens rækkevidde. Dens egenskaber kan også bruges til at kommandere overfaldsmissioner, modvirke narkotikasmugling og udføre redningsmissioner (SAR). En Hawkeye kunne kontrollere lufttrafikken i hele Polen og hjælpe med at lukke vores østlige grænse. Langdistanceradar i høj opløsning, der arbejder med IFF-enheder (selvfremmede rekognoscering) og passive systemer (ESM), overvåget af en computer, skaber ikke kun et situationsbillede af luftrummet, men giver også realtidsinformation, der er nødvendig for at udføre luftforsvarsaktiviteter for jordkommandocentre eller egne interceptorer (f.eks. F-18 jagere). Al denne information (kursus, hastighed, IFF, loft) transmitteres ved hjælp af telemetri over højhastigheds digitale transmissionslinjer. I slutningen af 1994 begyndte Northrop-Grumman arbejdet med det næste E-2C opgraderingsprogram (forbedret sporing af jordmål, IFF, 40 % forbedring i AN/APS-145 radarrækkevidde, nye pilotcockpits med farve multifunktionsskærme, nye konsoller til detektionssystem operatører, hvilket muliggør samarbejde med AEGIS-systemet monteret på Ticonderoga-krydsere osv. GPS). Disse ændringer gjorde det muligt for "Oku Sokola" at komme ind i det 21. århundrede. Besætningen består af 2 piloter og 3 operatører. Den er drevet af to Allison T56-A-427 turbopropmotorer. Denne type fremdrift virker arkaisk i æraen med jetfly og raketter, men den er unikt egnet til de missioner, der udføres af Hawkeye. Det er karakteriseret ved lavt brændstofforbrug (muligheden for langvarige flyvninger i stor højde) og en kort start (start fra et hangarskib). Den kan cirkulere i mere end 4 timer i en afstand af 350 km fra basen. Tekniske data: længde: 17,6 m, vingefang: 24,56 m, højde: 5,58 m, maksimal hastighed: 648 km/t, maksimalt loft 10 576 m, maksimal rækkevidde: 2708 km.