leFH 18 (tysk: leichte Feldhaubitze 18) er en tysk 105 mm bugseret haubits fra Anden Verdenskrig. De første prototyper af kanonerne blev bygget i 1928, og serieproduktionen begyndte i 1935, og endte med produktionen af omkring 10.500 haubitser af denne type. Den maksimale rækkevidde var 10.600 m, og brandhastigheden - op til 8 skud i minuttet.
leFH 18 blev skabt som et resultat af analytisk arbejde udført af den tyske hær i 1920'erne, som viste legitimiteten af at erstatte 77 mm kanonerne - mindes 1. Verdenskrig - med et helt nyt design, altså en 105 mm. haubitser. En sådan ændring ville ikke reducere mobiliteten af det tyske artilleri væsentligt, og til gengæld ville rækkevidden øges. I løbet af serieproduktionen blev der lavet to moderniseringer af leFH 18. Den første, betegnet som leFH 18 (M), havde en større rækkevidde (ca. 13.000 m) og en højere bugseringshastighed. Hjuldæk blev også brugt, hvilket gjorde det muligt at bruge motortræk. Den anden (leFH 18/40) brugte komponenter fra PaK 40 anti-tank kanonen til at reducere dens vægt. LeFH 18-haubitsen viste sig at være en succes og blev brugt af Wehrmacht gennem hele Anden Verdenskrigs periode. Det fandt også flere udenlandske købere, herunder Spanien, Portugal og Ungarn.
Sd.Kfz 251 var en tysk, medium, halvsporet pansertransport fra Anden Verdenskrig. De første prototyper af køretøjet blev lavet i 1935, og serieproduktionen fortsatte i 1939-1945, og endte med produktionen af omkring 14.500 enheder. Sd.Kfz 251 blev drevet af en sekscylindret motor Maybach HL 42 TURKM med 100 hk .
Sd.Kfz 251 blev udviklet som en ny, grundlæggende halvbæltetransportør af de tyske væbnede styrker. Dens design var baseret på den tunge Sd.Kfz.11 traktor, med flere elementer ændret i det tilpassede chassis: en ny brændstoftank blev tilføjet, placeringen af rattet, og udstødningssystemet blev redesignet. I løbet af serieproduktionen blev der skabt fire grundlæggende versioner af Sd.Kfz 251 (Ausf. A, B, C og D), dog med hensyn til detaljer relateret til produktionsprocessen (især C-versionen) og en lidt forskelligt arrangement af elementer inde i flykroppen. Under Anden Verdenskrig blev der skabt mere end 20 varianter og versioner af Sd.Kfz 251. Den kronologiske første var Sd.Kfz 251/1, som var basisversionen, bevæbnet med to MG34 eller MG42 maskingeværer og i stand til at bære op til 10 landgangstropper. I 1941 blev en version af Sd.Kfz 251/2 udviklet, bevæbnet med en 80 mm mørtel. Der var også en version af Sd.Kfz 251/3, som var et kommunikations- og radiokommunikationskøretøj med forskellige sæt radiostationer og antenner. I 1942 blev Sd.Kfz 251/9 Stummel-varianten udviklet, bevæbnet med en 75 mm StuK 37 kortløbspistol. Mere interessante versioner var Sd.Kfz 251/16 med to flammekastere eller Sd.Kfz 251/20 UHU udstyret med en infrarød strålingsudsender og beregnet til målretning om natten. Biler Sd.Kfz 251 af alle versioner tjente primært i panserdivisioner og pansergrenaderer på stort set alle fronter af Anden Verdenskrig: fra septemberkampagnen (1939), gennem felttoget i Frankrig (1940), kampe på Balkan og Nordafrika (1941) -1943) efter kampe på østfronten (1941-1945) og vestfronten (1944-1945).