Det anslås, at den tyske hær mistede mellem 3,7 millioner og 5,3 millioner soldater såret og dræbt under Anden Verdenskrig (1939-1945). Ligeledes kan antallet af tyske krigsfanger også anslås til millioner. Den tyske soldat, der blev taget til fange af sovjetterne, kunne ikke være for sikker på sin skæbne. Det anslås, at i perioden 1941-1945 blev omkring 3,5 millioner soldater fra akselandene taget til fange af Sovjet (omkring 2,7 millioner var formentlig tyskere), hvoraf omkring 1 million døde i fangenskab. Det er også værd at nævne, at i 1943, som følge af slaget ved Stalingrad, blev 91.000 tyskere taget til fange af sovjetterne, hvoraf kun 5.000 vendte hjem i midten af 1950'erne. Det er værd at tilføje, at jagt-esen Erich Hartmann, der vendte tilbage til Tyskland i 1955, symbolsk set anses for at være den sidste tyske krigsfange, der er tilbage i sovjetisk fangenskab. På den anden side skal man dog huske, at i årene 1941-1945 blev omkring 5,7 millioner Røde Hær-soldater taget til fange af den tyske hær, hvoraf omkring 3,3 millioner døde i fangenskab. Skæbnen for tyske krigsfanger sendt i allieret fangenskab var anderledes, hvor de oftest blev behandlet humant og i overensstemmelse med internationale konventioner, og dødsraten blandt dem var meget lavere end i sovjetiske fangelejre. Der var dog også henrettelser af tyske krigsfanger, udført af fx franske eller amerikanske soldater. Det var dog - sammenlignet med sovjetiske standarder - tilfældige tilfælde.
Under Anden Verdenskrig dannede den britiske hær i alt 43 infanteridivisioner. Ved krigens start talte divisionens stab cirka 13.800 officerer og soldater, mens dette tal i 1944 steg til cirka 18.300 personer. Denne markante ændring i antallet af ansatte skyldtes primært stigningen i forskellige typer støtteenheder og ikke stigningen i antallet af infanterister selv. I 1944 bestod den britiske infanteridivision af tre infanteribrigader med hver sit hovedkvarter, en stabsdeling, 3 infanteribataljoner og ingeniørdivisioner. Det er værd at tilføje, at en enkelt infanteribataljon havde omkring 780 officerer og soldater og havde talrige støtteenheder (fx en morterpeloton eller en rekognosceringsdeling). Divisionen omfattede også en de facto artilleribrigade med fem artilleriregimenter (inklusive et panserværn og et AA), en bataljon af maskingeværer og morterer samt rekognoscerings-, kommunikations- og sapperenheder. Et vigtigt element, der øgede mobiliteten af den britiske infanteridivision, var dens fulde motorisering. Den britiske infanterists primære riffel var Lee Enfield No.1 eller No.4 riffel. Som maskinvåben blev blandt andet brugt Sten maskinpistoler, Bren manuelle maskingeværer og Vickers maskingeværer. De mest brugte panserværnsvåben var 40 og 57 mm 2- og 6-pund kanonerne, og senere også 76 mm 17-pund kanonerne. Til gengæld var hovedbevæbningen af feltartilleriet en meget vellykket haubits Ordnance QF 25-pund.