Tysk panserværnskanon 7,5 cm Pak 40 (7,5 cm Panzerabwehrkanone 40) fra Anden Verdenskrig. Arbejdet med denne kanon blev udført i 1939-1941 af Krupp og Rheinmetall. En betydelig acceleration af forskningsarbejde fandt sted efter starten af Operation Barbarossa og mødet af tyske pansrede enheder af KW-1 og T-34 kampvogne. Pak 40-kanonen blev introduceret i linjeenheder fra slutningen af 1941. Takket være dets høje parametre blev det den vigtigste tyske anti-tank pistol indtil slutningen af krigen. Det var i stand til at deltage i ildkamp med enhver sovjetisk og allierede kampvogne, indtil fremkomsten af sådanne køretøjer som IS-2, M26 Pershing og Centurion. I perioden 1941-1945 blev der produceret over 29.000 af disse våben (inklusive kanoner installeret på tank destroyere). Dens største ulempe var dens relativt høje vægt, som krævede brug af en artilleritraktor til transport. På grund af den brede vifte af ammunition, den kunne affyre, blev den ofte brugt som feltkanon. Projektilvægte varierede fra 4,1 kg til 6,8 kg. Tekniske data: kaliber: 75 mm, vægt: 1425 kg, begyndelseshastighed: 930 m/s (underkaliber granat), skudhastighed: 14 skud/min. Efter krigen blev Pak 40-pistolen brugt i hærene hos bl.a. Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Finland, Rumænien og Ungarn.
Sd.Kfz. 11 (it. Sonderkraftfahrzeug 11) var en tysk let halvsporstransportør fra Anden Verdenskrig. De første prototyper blev bygget i 1934, og serieproduktionen fortsatte i årene 1938-1945, og endte med produktionen af omkring 8.800 eksemplarer af dette køretøj. Drevet blev leveret af en enkelt motor Maybach NL 38 eller Maybach HL42 TUKRM med 100 HK. Sd.Kfz. 11 havde ikke fast bevæbning som standard.
Sd.Kfz. 11 blev designet på fabrikkerne i Hanomag og Borgward som en let artilleritraktor. Under tjenesten i Sd.Kfz. 11 blev oftest brugt til at trække lette luftværnskanoner (Flak 36 eller Flak 37), panserværnskanoner (PAK 40) eller lette haubitser (f.eks. 105 mm leFH18). Baseret på den grundlæggende version af Sd.Kfz. 11 blev der oprettet flere specialiserede versioner. En af dem var Sd.Kfz. 11/1, som fungerede som en Nebelwerfer missilaffyringstraktor og et raketfartøj. En anden var Sd.Kfz. 11/2, der fungerede som transportør af kemikalier. Sd.Kfz biler. 11 blev brugt på alle fronter af Anden Verdenskrig i 1939-1945.
Afrika Korps (fuldt tysk navn: Deutsches Afrikakorps, forkortet til DAK) forstås i daglig tale som det fælles navn på tyske landenheder, der kæmpede i Nordafrika i 1941-1943. Afrika Korps blev dannet i februar 1941, som et resultat af de smertefulde nederlag, som den italienske hær led under kampene med briterne i Afrika ved årsskiftet 1940/1941. Hans hovedopgave var at komme den italienske allierede til hjælp og stoppe de britiske troppers fremrykning i Libyen. Enhedens chef var en general og senere feltmarskal, Erwin Rommel. I starten bestod DAK kun af 5. lette division (senere omdannet til 21. panserdivision), i maj 1941 fik den følgeskab af 15. panserdivision og i slutningen af 1941 - 90. lette division. Det er værd at tilføje, at allerede i midten af 1941 blev Panzergruppe Afrika stiftet med Erwin Rommel i spidsen, og den fik selskab af Afrika Korps. På trods af de defensive opgaver gik DAK (eller mere bredt Panzergruppe Afrika) meget hurtigt efter landing - på initiativ af sin chef - i strengt offensive operationer, hvilket påførte briterne en række nederlag i ørkenen i 1941-1942. Det var dog dengang, dens kommandant fik tilnavnet Ørkenræven. Samtidig var DAK dog lige fra begyndelsen plaget af forsyningsproblemer, som havde en negativ indflydelse på dets evne til at udføre offensive aktioner. Han led et betydeligt nederlag under det andet slag ved El Alamein (oktober-november 1942), som tvang DAK til at trække sig tilbage så langt som til Tunesien, hvor han kæmpede indtil maj 1943.